Efter eksamen fra universitetet arbejdede jeg på obstetrik og gynækologisk afdeling på et byhospital. Jeg var kun et år gammel, da Aki og jeg blev gift. Aki er tre år ældre end mig og har arbejdet som kvalitetskontrolchef i en udenlandsk virksomhed i fire år.
Når mine kolleger gik ud efter arbejde eller hyggede sig på natklubber, kørte Akis bil altid hurtigt til min lejlighed. Hans chef siger, at Aki er kineseren, han ser som en kærlighedsfamilie. .
Kei elskede mig meget. Han hentede mig hver dag, medmindre der var særlige omstændigheder. Når jeg stiger ud af bilen, springer jeg som regel bag om hans generøsitet. Han drejede hovedet, gned forsigtigt min næse og sagde: "Yua, du forkæler mig virkelig". Da han sagde dette, lagde jeg mærke til glimtet af kærlighed i Akis øjne. Jeg kneb øjnene sammen, løftede et øjenbryn og kastede efter ham: "Min kone er der kun for at røre ved. Så blæste Aki en let brise for mine fødder, og snart var vi tilbage i huset på sjette sal.
Vi har været gift i seks måneder nu, og vi har altid elsket hinanden meget højt. Jeg havde sovet i sengen med Aki siden efteråret, dækket af et stort, behageligt silketæppe, og jeg blev næsten hver nat undtagen i ferien.
Aggie lå på sengen og så mig komme ud af badeværelset." Nå, din hud er så glat og sart som et kort, og jeg kan ikke lade være med at ville se på det." Jeg klatrede ind i sengen som en dodofugl . Jeg lagde mine strakte arme behageligt ved siden af mig og sagde: "Du ved, Aki, dine arme er en varm seng. Her er mit sind og min krop i fred”. Aki krammede ham stramt, pustende og nøgen. Jeg kunne tydeligt mærke hans kropsvarme stige. Vi var som to bål, der snart ville brænde sammen.
Jeg havde mere travlt end Aki og blev ofte hentet i enhedens bil til natoperationer. Hver gang jeg kom ud af tæppets varme, sendte Akis mutte udtryk mig på vej igen. Aki sagde: "Åh, jeg sover så godt med dig i mine arme. Det er en trist nat uden dig.” På den måde var vi afhængige af hinanden; som to børn var vi ikke vant til at være fra hinanden selv for en dag.
I 2006 vil hospitalet sende nogen til Beijing for at studere videre. Det var en sjælden mulighed, og lægerne på afdelingen greb den og vejede den igen og igen, indtil direktøren besluttede at lade mig gå. I et forsøg på at begrænse min begejstring ringede jeg til Aki og fortalte ham den gode nyhed. I det øjeblik blev Akis høje stemme pludselig stille og spurgte sagte: ”Hvor lang tid er det siden?” spurgte jeg, og mit hjerte gjorde straks ondt. Jeg vidste, at Aki var tilbageholdende med at lade mig gå. Beijing var trods alt næsten tusind miles fra vores by. Sorgen ved afskeden havde overvældet den glæde, jeg følte nu. Det vil tage et år.” Ord svigter mig, og jeg brød pludselig ud i gråd.
.
Aki-chan hentede mig efter arbejde. Luften i bilen var dæmpet, og vi var målløse af grin. Derhjemme var Aki som en fyldt aubergine indtil efter aftensmaden. Jeg lagde min arm om hans talje og sagde: "Det skal du ikke gøre, eller fortæl rektor at lade en anden gå," sagde jeg sagte. Akis øjne var røde, og han vendte hovedet til siden. Han krammede mig og sagde: "Jeg ved, du vil gå. Det er bare, at Beijing er så langt væk. Hvordan kan jeg garantere, at du vil være alene? Jeg ved heller ikke, hvordan jeg skal komme igennem en lang nat uden dig." Jeg sagde: "Vi skriver til hinanden hver dag. Eller du kan komme til mig fra Beijing." Aki lo, "Ja, du vil studere, og du vil have travlt hver dag. Desuden skal jeg arbejde og kan ikke gå rundt. Jeg vil prøve at lære. Jeg vil studere hårdt. Jeg venter på, at du kommer tilbage."
Da jeg ankom til Beijing, var jeg pludselig omgivet af et travlt liv. Jeg havde tabt to kilo på kun en måned. Aki ringede til mig hver dag og bad mig passe på mig selv, så hun ikke blev for træt. Hun havde så travlt med sit arbejde, at hun ofte lagde røret på uden at sige et ord og sendte sms efter sms uden at have tid til at læse dem. Først om natten i sengen har jeg tid til at læse dem én efter én. Jeg var så træt i løbet af dagen, at jeg læste og læste meget, mine øvre og nedre øjenlåg brændte, og jeg faldt i søvn efter et stykke tid.
Tiden fløj afsted, og før man vidste af det, var der gået seks måneder. Som tiden gik, blev Angies telefonnummer mindre, og hendes antal sms-beskeder faldt fra 12 til 1 eller 2 om dagen. Jeg havde travlt ved operationsbordet hele dagen og havde ikke tid til at tænke. Jeg følte bare, at Aki langsomt var ved at vænne sig til livet uden mig, og at han havde det godt.
Endelig var træningen slut. Den dag kom Aki for at hente mig i lufthavnen. Han var høj og smuk, som han altid er på afstand, så jeg løb hen til ham, og Aki krammede mig. Et øjeblik efter blev mit ansigt vådt, og det var Akis tårer.' Vil du eller nogen nogensinde komme tilbage? Aki kyssede mig og sagde: "Nej, du ved ikke hvor meget jeg har savnet dig".
Alt var velkendt om natten: lysene, musikken, sveden, cologne. En for længst tabt lidenskab brændte i mig. Akis arme var stadig varme, og mit hjerte smeltede. Jeg mumlede, "Aki, de siger, at en kvinde har brug for en mand, der sover godt. Du er sådan en mand for mig.” Akis kys faldt, ligesom en fans kys, lidt efter lidt. Men smagen af disse kys ændrede sig lidt. Da han og jeg blev ét, følte jeg mig endnu mere malplaceret. Aki havde altid elsket mig meget højt. Når vi sov sammen, var bevægelserne meget blide. Men nu var det nogle gange ret hårdt. En smerte skød gennem mig, jeg skubbede den væk og sagde: "Aki, du sårede mig. Hvordan tror du, du har ændret dig?” Hans ansigt var blusset og roligt. På en eller anden måde kunne vi aldrig gå tilbage i tiden. Aki fulgte hans rytme tæt og kunne ikke lade være med at hygge sig.
Vi havde mistet den koordination, vi plejede at have, på grund af vores seksuelle problemer. Hver gang reducerede han det blide forspil kraftigt og kom direkte ind i mig. Hver gang vi sov sammen, holdt han også op med at tale. Efter begivenheden væltede han altid og faldt i søvn med det samme.
Tilbage på studiet havde han travlt med arbejde. Den nat, da jeg planlagde operationen, tog jeg hjem efter ankomsten til hospitalet, fordi patientens fysiologiske indeks havde ændret sig, og han var ikke egnet til en øjeblikkelig operation. Da jeg åbnede døren til min lejlighed, var værelset helt mørkt, kun badeværelsesdøren var oplyst. Jeg tænkte: Hvorfor vil Aki gå i bad midt om natten? Jeg skubbede badeværelsesdøren op. Det stærkt oplyste badeværelse var fyldt med tåge, og Aki havde travlt med kroppen af sin lille True Love-dukke. Han kiggede på mig og rejste sig, som om han var blevet elektrisk stødt. Hans læber dirrede, da han spurgte: "Aki, hvem er hun? Hvad laver hun der?” Aki lagde sig om mig, krammede mig og sagde: ”Det er bare en kærlighedsdukke. jeg føler mig så ensom uden dig Det tager jeg mig af.” Tårerne strømmede ned over mit ansigt, og jeg forstod endelig, hvorfor Aki var så uhøflig og tavs. Denne rigtige dukke havde intet liv, men den var ingen match for mig, men der var stadig en "storm" i mit hjerte.
Med tårer i øjnene sagde jeg: "Aki, jeg er tilbage. Lad være med at bruge dem mere”, og Aki kiggede på mig og nikkede.
Men uanset hvor meget jeg prøvede, var der ingen sex. Det var sent om natten, og jeg vågnede ved at se, at Aki var væk. Jeg hørte en svag lyd uden for mit soveværelse. Der var stadig et hul i badeværelsesdøren, hvorigennem lyset faldt på skrå. Jeg gik forsigtigt hen til døren og åbnede den for at se en kærlighedsdukke ligge på gulvet. Den nøgne "hun" er evigt ung og har en god krop. Min kæreste svedte også...... Hans ansigt var fyldt med en spænding, jeg ikke havde set i lang tid, f
d hele hans krop brændte af lidenskab som ild.
Aki fik mig til at sidde på hug, og jeg så et ansigt med skyld og skam. Han sagde: "Ja, jeg er ked af det, jeg kunne bare ikke lade være."
Jeg frøs i lyset og hørte mit hjerte banke. Uden for vinduet hylede vinden som et skrig fra mit hjerte. Jeg vidste, at Akihiko var blevet kidnappet af en "kærlighedsdukke". Denne "kærlighedsdukke" behøvede ingen konkurrence, men hun kunne ikke overvindes.
